Poul Heegaards afskedsansøgning blev indsendt til universitetet d. 5. januar 1917, og begrundet dels med en for stor undervisningsbyrde, dels med ordene
``Desuden har mit Syn paa forskellige Fakultetsspørgsmål ofte været saa afvigende
fra Kollegers, at det yderligere har bidraget til at gøre mig mit Universitetsarbejde for byrdefuldt.''
Ifølge samtidige beretninger i den danske avis Ekstrabladet er det især Harald Bohr, der sætter lus i skindpelsen. Han er på det tidspunkt professor på Polyteknisk Læreansatalt, men vil gerne supplere denne ansættelse med et docentur ved universitetet. Som det kan ses i Ekstrabladets karikaturtegning er det bl.a. Bohrs karriere som fodboldspiller, der gør sagen interessant for en bredere offentlighed.
eqoiweċtu
Figur 3. Fra Ekstrabladet, 6. januar (aftenudgave) 1917.
For yderligere oplysninger om sagen henviser vi til vor egen artikel, [Mun], den tidligere omtalte PhD afhandling om Harald Bohr, [Ra1], og endelig
en artikel, [Ra2], af Ramskov. Det er
værd at notere, at Ramskovs liste over Harald Bohrs korrespondance (side 439ff i [Ra1]) ikke omtaler breve hverken fra eller til Heegaard, men også
at Heegaard i et brev til Børge Jessen
bl.a. skriver
``Det gjør mig ondt å høre, at Harald Bohr stadig plages af sykdom. De må hilse
ham og ønske ham god bedring. Vi kan ikke undvære ham ved Kongressen!''
Poul Heegaards barnebarn, Rese Hjelle, har fortalt os om en familietradition,
der angiver en strid med Niels Bohr som medvirkende til bedstefaderens afsked med Københavns Universitet. Poul Heegaard var faktisk officiel opponent ved Niels Bohrs disputats i 1911, men avisberetninger om denne begivenhed giver ikke grundlag for
at antage nogen animositet mellem parterne herfra, og Niels Bohr arkivet ved Københavns Universitet indeholder tilsyneladende ikke materiale, der kan understøtte familietraditionen. Man kan forestille sig, at Poul Heegaard faktisk har fortalt familien om stridigheder med (Harald) Bohr, men at den mere velkendte Niels efterhånden
fortrænger Harald, når historien fortælles videre.
I et af de breve til Mittag-Leffler, som er omtalt i slutningen af afsnit 7,
kan man se, at det i hvert fald ikke er en pludeselig opstået utilfredsshed,
der får Heegaard til at gå. Den 8. august 1911 skriver han bl.a.
``...For mit Vedkommende ligger Forholdene saaledes, at den eneste
rationelle Løsning er at søge an anden Livsstilling. Thi med en Løn, der fordrer, at jeg ved Siden maa give 4-5 Timers daglig Skoleundervisning, kan jeg umuligt tilfredstille den Ærespligt til
videnskabelig Produktion, som paahviler en Universitetsprofessor. Men en saadan rationel Løsning hverken kan eller bør man realisere for brat.''
Vi ville naturligvis gerne have set en beretning om disse forhold i de autobiografiske noter, men netop på dette sted mangler to sider. På side 102 er beretningen ikke nået til 1917, mens side 105 starter således
``hun: `Hvad ville far mon have sagt til dette?' I det samme ringede telefonen. En stemme sagde: `dette er pastor Dalhoff. Jeg kommer fra er besøg i Norge hos min svigersøn, professor Guldberg. Han har bedt mig spørge, om De ville tage imod en udnævnelse, hvis De bliver kaldet til professor ved universitetet i Kristiania'. ... Der kom nu en brevveksling i gang. Professor Størmer kom til København for at holde foredrag i Astronomisk Selskab om nordlyset. Så godt forstod nordmændene at tie, at ingen i København anede noget, før udnævnelsen til professor i matematik med særlig pligt til at forelæse i geometri forelå. Det var et nyoprettet professorat, til hvilket ingen kvalificeret havde meldt sig. Gagen var 10.000 Kr., stadig på den tid højere end det normale.''