Heegaards virke i Norge bliver en lykkelig tid.
Han beskriver en meget venlig og gæstfri modtagelse hos de nye kolleger, først
især Guldberg og Størmer, og kun kort tid senere bl.a. Sylow og Thue, samt aktuarprofessoren
Birger Meidell.
Venner uden for
universitetet finder han bl.a. i Norges ældste loge `St. Olaf til den hvide leopard'.
I de autobiografiske noter beskrives situationen således
``Således slog jeg hurtigt rod og følte mig meget lykkelig. Et spørgsmål, som dengang satte sindene i stærk bevægelse, var restaureringen af Trondhjems Domkirke. Som jeg allerede har nævnt, havde jeg i København skrevet en artikel om Macody Lunds geometriske system. Det var det første velvillige indlæg, og havde derfor vakt opsigt her i Norge. Nu hilste arkitekt Sinding Larsen og Macody Lund mig velkommen med begejstring. I min tiltrædelsesforelæsning kom jeg lidt ind på spørgsmålet.''Ellers fortsætter mønstret fra København dog. Heegaard får, eller tager sig, ikke megen tid til forskning, fordi han engagerer sig i så mange andre ting: Oprettelsen af Norsk Matematisk Forening; første redaktør af dens blad; formand for Folkeakademiet; selv meget aktiv popularisator i matematik og astronomi; formand for universitetets dyrtidskomité, som bl.a. havde til opgave at skaffe boliger til de studerende; medudgiver af Sophus Lies samlede værker; styremedlem i Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie; ligeså i Norsk selskab for psykisk forskning; o.s.v.
Om undervisningen i matematik hedder det bl.a.
``København havde været mig en nyttig forskole, så denne periode af min universitetsvirksomhed kan jeg tænke tilbage på med tilfredshed.Der var en række netop færdigeksaminerede realkandidater. Almar Næss satte jeg ind på studiet af vektorregning og dens moderne fortsættelse, tensorregning. Det satte senere frugt i hans doktordisputats. Det samme var tilfældet med Thalberg, som fik impulsen til sine undersøgelser af algebraiske kurver fra besvarelsen af en prisopgave, jeg havde stillet. Nagell talte jeg ofte med, men han var en udpræget talteoretiker, så geometri havde han ikke megen interesse for. Den senere rektor Selberg tog meget sent sin magisterkonferens hos mig. Han var meget interesseret i pædagogiske spørgsmål, men boede jo ikke i Oslo, så vi havde kun ringe anledning til forhandling.
Blandt de første studenter husker jeg især Ingebrigt Johansson, min senere efterfølger som professor, endvidere Kay Piene, Øystein Ore, hvis fremragende evner jeg snart opdagede, og Knut Alfsen, som havde udpræget gode evner for ren, syntetisk geometri. Hans far, rektor Alfsen, var i mange år min censor.
En gang havde jeg indrykket en forelæsningsrække over topologi. Der mødte kun én tilhører frem, nationaløkonomen Frisch, og det var på grund af en misforståelse af emnet.''