Som nævnt havde Poul Heegaards far studeret teologi, men gik derefter over til filosofien. Faktisk var han det meste af sit liv en meget aktiv agnostiker, hvilket også kom til udtryk i hans publikationer. I 1881 sker der imidlertid det, at Pouls 8 år ældre søster, Henny, dør under et besøg hos faderen, der midlertidigt opholdt sig i Italien som rekonvalescent efter et slagtilfælde. Heegaard skriver om sin fars reaktion på dødsfaldet, at
``far genvandt efter dette aldrig sit gode helbred. Jeg har det indtryk, at han, når vi gik sammen, ofte tænkte på, at vi ikke havde lang tid at være sammen i, f.eks. da han en dag gik med mig op til fotograf Hansen og Weller og lod tage det billede af os, som vi stadig har, eller da han forærede mig den lille notesplade, som står ved telefonen. Han gik tit med mig i Diakonissestiftelsens kirke. Pastor Dalhoff dér talte ofte med ham, ligeledes en gammel pastor Knudsen. Min far havde oprindeligt været agnostiker, men tog afstand fra Brandesianismens dogmatiske ateisme. Nu blev han en bekendende kristen. Han ændrede i en ny udgave af sin bog om opdragelse forordet i kristen retning, idet han erklærede, at han før havde sat sin lid til videnskaben, men da livets storm kom, sprang disse ankertov som sytråde og han fandt kun ro i en enkel kristen tro. Dette ændrede forord vakte stor opsigt og modsigelse. Man påstod, at hans omvendelse kun skyldtes sygdom og hjerneslaphed.''
Dette gør naturligvis stort indtryk på den store dreng Poul, og i 1916 gentager historien sig, da Poul Heegaards søn Aage
``fik meningitis cerebrospinalis og kom ud på Øresundshospitalet. Da jeg en dag kom derud hørte jeg på gangen udenfor den åbentstående dør til hans værelse, at han lå og bad Fadervor. Da jeg kom ind, var han uden bevisthed og kom ikke siden til den. Dette gjorde et voldsomt indtryk på mig; jeg måtte finde min skolekatekismus frem for at lære Fadervor igen.Nogle dage efter blev der ringet til Magdalene og mig, at nu nærmede afslutningen sig. Da vi kom ud til sygeværelset, stod en sygeplejerske med telefon for øret, i forbindelse med et stetoskop. Noget som en grå skygge fór over hans ansigt og sygeplejersken sagde: `Nu standsede hans hjerte'. Da foldede jeg stille mine hænder og bad Fadervor. Det var afslutningen på en lang hovmodighedskamp. Jeg havde måttet opgive kampen mod Gud. Men som en belønning blev der mig umiddelbart efter givet den faste tro, at lille Aages ånd levede videre og var i gode hænder.''
Figur 4. Fotografi af Poul Heegaard og hans far, taget kort tid efter
søsteren Hennys død. Original tilhører Lars og Rese Hjelle.
Den fundne reliøsitet holder sig resten af livet og viser sig også i hans professionelle liv. Han skriver populærvidenskabelige artikler i tidsskriftet Kristen Ungdom og andre publikationer med eksplicit kristen baggrund. Og hans kontor på Oslo Universitet danner ifølge nekrologen,
[Obi], i en periode ramme om de kristne studerendes morgenandagt.
Ifølge samme kilde var Heegaard
``åbenbart en søgende sjæl på
jagt efter sammenhæng i tilværelsen. Han måtte prøve alt.
Men han afskyede tvivlen, og hans trang til at tro gjorde ham undertiden næsen blind for de mindre sympatisek sider ved systemerne og deres tilhængere.''
Et af de systemer, hvis svagheder Heegaard har haft svært ved at se, er som antydet i Figur 1 Nazismen. Inden vi nærmere beskriver, hvad vi har fundet ud af om dette forhold, vil vi dog gerne slå fast, at selve eksistensen af nekrologen, [Obi], må betyde, at det norske videnskabelige samfund allerede i 1948 er nået til den konklusion, at Heegaards relation til Nazismen trods alt har været relativ uskyldig.
Udover den
omtalte artikel i Norsk Tysk Tidskrift har samtiden kunnet se Heegaards
sympatier for besættelsesmagten i en serie radioforedrag, han holdt
i Norsk Riks Kringkasting i 1944/45.
Figur 5. Indledningen til Heegaards radioforedrag om Kant.
Figur 6. Bagsiden af manuskriptet omtalt i figur 5 indeholder Heegaards
fremsendelsesskrivelse.
Igen her er der tale om en aktivitet, som i sig selv er ganske upolitisk. Den gennemgående titel er ``Naturvitenskapens Hövdinger'', og indholdet er paa ingen måde anstødeligt, men NRK er jo på dette tidspunkt overtaget af det nazistiske styre. Faktisk er det den almindelige, patriotiske nordmand forbudt overhovedet at besidde et radioapparat. En forordning i 1941 beordrer alle radioapparater i Norge inddraget, og man får kun dispensation, hvis et flertal i husstanden er medlem af Nazistpartiet og husstanden har et betalt abonnement på Fritt Folk. Situationen er detaljeret beskrevet i [NRK], hvor det angives, at antallet af lovligt registrerede radioapparater i 1944 er faldet til knap 14.000, d.v.s. godt 2 % af de 650.000, der fandtes i 1939. En undersøgelse af programmerne fra NRK i perioden antyder også, at kun ganske få nordmænd har været villige til at medvirke. Der udsendes nemlig næsten kun nyheder, officielle proklamationer og musik. I [NRK] fortælles det også, hvordan alle medarbejdere i NRK har pligt til at anvende den Nazistiske hilseform ``Heil og Sæl'', hvad der også ses eksemplificeret i den fremsendelsesnotits, der findes på bagsiden af manuskriptet til Heegaards radioforedrag om Immanuel Kant, se Figur 5 og 6.
Manuskripterne til radioforedragene findes bevaret hos Heegaards barnebarn, Rese Hjelle, som bor i det hus, Nordli ved Aurdal, hvor Heegaard skrev sit sidste brev til Jakob Nielsen om firfarveproblemet. Manuskripterne er katalogiseret, og har formodentlig været arkiveret i NRK, men er blevet tilbageleveret til Poul Heegaard, formentlig fordi denne i 1947 beslutter sig til at omarbejde dem til bogform. Det resulterende manuskript, med titelbladet ``Naturforskningens Stormænd indtil det Attende Aarhundrede, Almenfatteligt fremstillet af Professor Poul Heegaard, København 1947'' har vi lånt af Rese Hjelle og en udskrift findes på Internettet, se [Hee1947]. Bortset fra enkelte tilføjede afsnit holder det sig tæt op ad radioforedragene, omend sproget denne gang er dansk. Så vidt vi ved, er det aldrig søgt publiceret. Rese Hjelle erindrer fra tiden efter anden verdenskrig sin morfar, ``Bobo'', som en elskelig, glad, gammel mand, travlt optaget af at organisere sine mange pairer, og vi slutter beretningen med et foto, som hun og hendes mand Lars har givet os adgang til. Figur 7. ``Bobo''.
I den følgende litteraturliste har vi valgt at placere alle de Heegaard publikationer vi refererer til først. En mere udførlig publikationsliste findes i [Obi].