DM538 - Algoritmer og Sandsynlighed

Efterår 2012
Lene Monrad Favrholdt

Reeksamen

Der er mundtlig reeksamen mandag d. 3. juni.

Eksamensspørgsmålene bliver:

  1. Diskret sandsynlighed med fokus på betinget sandsynlighed
  2. Diskret sandsynlighed med fokus på kendte fordelinger
  3. Chebyshevs Ulighed og Chernoff Bounds
  4. Lineære rekursionsligninger
  5. Inklusion-eksklusion
  6. Kombinationer og permutationer
  7. Randomiserede algoritmer: Minimum Cut
  8. Randomiserede algoritmer: MAX 3-SAT
  9. Randomiserede algoritmer: Divide and Conquer

Du skal holde et ca. 10 min foredrag om det spørgsmål, du trækker, inklusive eventuelle opklarende spørgsmål fra lærer og censor undervejs i foredraget.
Derefter går der ca. 15 min med spørgsmål til andre dele af pensum.

Nedenfor følger en mere grundig beskrivelse af afviklingen af eksamen:

Når du har trukket et af ovenstående spørgsmål, har du ca. 30 minutter til at forberede dig. Under forberedelsen sidder du alene i et lokale, og du har ikke lov til at forlade lokalet eller være i kontakt med andre mennesker, før vi kommer og henter dig. Du må medbringe bøger, noter o.s.v. til forberedelsen.

Selve eksaminationen foregår umiddelbart efter forberedelsen, og tager ca. 25 minutter. Dit mål er at overbevise underviser og censor om, at du har en god forståelse af stoffet.
Start med at holde et ca. 10 minutter langt foredrag om emnet, du har trukket. Sørg for at holde en god hastighed og fokuser på de mest interessante dele af emnet. Du må medbringe en kort liste af stikord, så du kan huske, hvad du har planlagt at tale om. Derimod må du ikke bruge omfattende noter, bøger, transparenter, computer o.s.v.

Undervejs i foredraget vil underviser og censor evt. supplere med specifikke spørgsmål. Derefter vil vi afslutte diskussionen af det emne, du har trukket, og stille spørgsmål til andre dele af pensum. Bemærk, at alt dette er inkluderet i de ca. 25 minutter, så regn ikke med mere end 10 minutter til dit foredrag.

Spørgsmålene er generelt så brede, at det er nødvendigt at udvælge, hvilket dele af stoffet du vil dække. Det er som regel en god ide at starte med at give et overblik over emnet og derefter forklare en mindre del af emnet i detaljer.
Evalueringen baseres bl.a. på, hvilke dele af stoffet du har valgt at dække. Hvis du kun gennemgår den letteste del af stoffet, begrænser det den karakter, du kan opnå. På den anden side er en god gennemgang af den lette del af stoffet bedre end en dårlig gennemgang af den svære del.