Mission

Baggrunden for design og analyse af computer-applikationer er algoritmer, som er strukturerede fremstillinger af i hvilken rækkefølge, instruktioner til en computer skal udføres. En algoritme siges at være effektiv, hvis den, i forhold til det mål der skal nås, bruger få instruktioner. Mange problemstillinger er så beregningsmæssigt krævende eller generelt af en natur, hvor man i dag ikke kan finde den helt optimale løsning. Vi fokuserer på at skabe høj-kvalitets løsninger, der kommer så tæt på det optimale som muligt.

Formålet med forskeruddannelsesprogrammet i datalogi er at dække hele det spektrum af kompetencer, der er nødvendige for at løse beregningsmæssigt vanskelige og beregningtunge problemer fra teoretisk analyse til faktisk implementation på diverse platforme. Kun ved at integrere viden og erfaring fra alle involverede områder er det muligt at komme frem til det optimale resultat, hvor effektive algoritmer leverer høj-kvalitets løsninger.

Dimittender uddannet under dette program skal være specialister i hele eller en betragtelig del af denne proces. Vi lægger lige stor vægt på at uddanne Ph.D.'er til en videre forskerkarriere som til erhvervsmæssige stillinger.